Tails
Kunstige haler til fluer startede for mig personligt for omkring 8 år siden med wiggletailen – en stor sølvhalvmåne med skaftet fra en gammel krog bundet på enden. Hvis jeg ikke havde set Niklaus Bauer kaste med den på YouTube, havde jeg tænkt, det var umuligt. Men det skulle prøves på gedderne, og jeg har ikke set mig tilbage siden.
Det har udviklet sig så meget de sidste par år, at halerne ikke længere kun er til gedder, men stort set til alle slags fisk – karper også, mine damer og herrer. Det er det rene vanvid – det er fedt!
Dragon tailen
Dragon tailen i str. XL er nok den hale, jeg bruger allermest til gedder. Jeg synes ikke, at den er lige så svær at kaste med som sin forgænger, wiggletailen, selvom den ser mere drabelig ud. Med nutidens liner og stænger synes jeg faktisk ikke, det er noget problem at fiske med dem hele dagen. Det kan faktisk gøre de tunge fluer lidt lettere at få kastet pænt ud, da vindmodstanden i halen arbejder med fluen.
Men det er en tilvænningssag – man skal måske åbne sine kast lidt mere op, men det kan man selv ligge og lege med. For det er virkelig vanedannende, især i geddefiskeri, at fiske med en hale. Den har en virkelig levende gang i vandet. Selv når man ikke trækker i linen, fisker fluen bare videre af sig selv. Den laver en hel masse postyr i vandet, som gedderne ikke bare ser, men også opfanger utroligt godt med deres sidelinje.
Man skal ikke undervurdere halens magi. I de lidt mindre størrelser kan de virkelig også være giftige til fx havørred og aborre. Jeg har såmænd fanget havvandrende fjeldørred på små pink fluer med XS wiggletails i sølv. Til havørreden kan den klassiske wiggletail i str. XS–S være giftig. Det er gerne til en ormeflue, jeg sætter sådan en på – og det er bare effektivt.
Køb HerWavetail
En hale, jeg også gerne vil slå et slag for, er Wave Tailen i str. XL og XXL. Umiddelbart virker det som en meget uskyldig hale at sætte på sin flue – men den gør en verden til forskel. Den kan få en flue til nærmest at vende sig om, når den slår fra side til side, og det er noget, en gedde sjældent kan stå for.
Det har vi fluefiskere kigget misundeligt på i mange år, når spinfiskerne har hevet gedder i land med deres jerkbaits. Men nu kan vi selv!
Det skal også nævnes, at Wave Tailen i de små størrelser er mindst lige så effektiv til mindre fisk end gedden. Kun fantasien sætter grænser.

